FAQ's - spørgsmål og svar
Herunder kan du finde svar på nogle af de spørgsmål, vi oftest får stillet.
Hvem var Carl Nielsens forældre?
Carl Nielsens mor hed Maren Kirstine Jørgensen, f. Johansen (9.4.1833-28.1.1897).
Carl Nielsens far hed Niels Jørgensen (22.1.1835-22.11.1915). Han blev også kendt under navnet Niels Maler pga. sit fag. Med tiden ernærede han sig dog i vidt omfang som spillemand.

Maren Kirstine Jørgensen, ca. 1866

Niels Jørgensen, ca. 1866
Hvor mange søskende havde Carl Nielsen?
Carl August Nielsen var 7. barn i en søskendeflok på 12: 6 piger og 6 drenge.
Jørgine Caroline (23.11.1854-1879)
Mathilde Sophie (f. 12.6.1856)
Karen Marie (29.10.1857-8.2.1876)
Jørgen Peter (f. 7.10.1859), udvandrede til Australien
Johan Sophus (19.1.1861-1942), udvandrede til USA
Christian Albert (f. 18.3.1863), udvandrede til USA
Carl August (9.6.1865-3.10.1931)
Anders Jacob (f. 14.5.1867), udvandrede til USA
Helene Christine Lovise (f. 11.5.1869), udvandrede til USA
Valdemar Emil (3.2.1871-1965),
Julie Christine (f. 21.12.1872), g. Andersen, udvandrede til USA to gange
Anna Dusine (8.1.1875-2.4.1875)
Hvor mange børn havde Carl Nielsen?
Carl Nielsen fik tre børn med sin hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, f. Brodersen:
Irmelin Johanne Eggert Møller (9.12.1891-9.9.1974), f. Nielsen; gift 1919 med Dr. Eggert Møller
Anne Marie Frederikke Telmányi, kaldet Søs (4.3.1893-17,4.1983), f. Nielsen; gift 1918-36 med den ungarske violinist Emil Telmányi.
Hans Børge Nielsen (5.9.1895-1956)
Ingen af disse førte den Nielsenske slægt videre.

Familien Carl Nielsen fotograferet i J.F. Willumsens atelier i Hellerup, 1896

Familien Carl Nielsen på gårdspladsen foran godset Fuglsang på Lolland, ca. 1915.
Allerede inden Carl Nielsen mødte sin kone Anne Marie, havde han dog fået en søn med tjenestepigen Karen Marie Hansen (4.9.1865-17.3.1949), nemlig Carl August Hansen (8.1.1888-4.1.1963). Mor og søn emigrerede december 1901 til New York, hvor Carl August uddannede sig til farmaceut. Fra 1913 til 1915 var han - mod sin faders vilje - tilbage i København for at uddanne sig til violinist på Det kgl. danske Musikkonservatorium. Han afbrød dog sine studier i utide, da han ikke var i besiddelse af det fornødne talent. Efter i nogle år at have virket som restaurationsmusiker i Skagen vendte Carl August Hansen juni 1921 tilbage til USA, hvor han lagde violinen endeligt på hylden og i stedet genoptog sin farmaceutkarriere. Han fik tre børn med to forskellige koner, og der findes levende efterkommere til disse. Du kan finde mere information om Carl Nielsens forskellige efterkommere i John Fellows bog Vil Herren ikke hilse på sin Slægt (Forlaget Multivers, Kbh. 2005).
Rygterne vil vide, at Carl Nielsen også havde andre børn uden for ægteskab. Ifølge nyere forskning er disse historier dog svære at verificere.
Hvordan døde Carl Nielsen?
Carl Nielsen overværede i slutningen af september 1931 nogle prøver på Maskarade, der var ved at blive genopsat - for tredje gang - på Det kgl. Teater. På et tidspunkt satte noget sig fast i tovværket bag scenen, og i et anfald af kådhed ilede den aldrende komponist til undsætning og kravlede alene ved sine armes kræfter op i tovet og fik ordnet problemet. Denne fysiske udfoldelse har dog været for meget for hans skrøbelige hjerte, så 1. oktober blev han indlagt på Rigshospitalet. Her døde han kl. 0.10 natten mellem 2. og 3. oktober 1931 af en række hjertetilfælde.

Carl Nielsen på lit de parade før bisættelsen fra Frue Kirke, 9. oktober 1931

Anne Marie Carl-Nielsens dødsmaske af Carl Nielsen, 1931. Foto: Niels Ulrich Hansen. Copyright: Odense Bys Museer
Hvor er Carl Nielsens gravsted?
Carl Nielsen blev begravet på Vestre Kirkegård i København den 9. oktober 1931. Han deler gravsted med sin hustru, Anne Marie Carl-Nielsen, samt to af sine børn: sønnen Hans Børge og datteren Anne Marie Telmányi.

Familiegravstedet på Vestre Kirkegård. Foto: Niels Ulrich Hansen. Copyright: Odense Bys Museer
Hvorfor fylder Anne Marie Carl-Nielsen så meget på Carl Nielsen Museet?
Museet er i høj grad opbygget ved hjælp af testamentariske gaver fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens døtre, Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmányi, til Odense Kommune. Det var døtrenes betingelse, at Odense Kommune til gengæld for at modtage disse gaver skulle oprette et museum for begge deres forældre.
Museet er indehaver af den største enkeltsamling af Anne Marie Carl-Nielsens værker fra skitser på papir og i voks til færdige udformninger i bronze. I forhold til Carl Nielsens kunst, musikken, der kan være en udfordring at udstille, er Anne Marie Carl-Nielsens kunst mere konkret og dermed lettere at få til at tage sig flot ud i en udstilling. Når man samtidig betænker, at hun i sin levetid var en væsentlig skikkelse i dansk kunst, er det oplagt, at hun får en vægtig plads i museet.
Hvor kan man købe Min fynske Barndom på VHS eller DVD?
Carl Nielsens barndomserindringer blev filmatiseret i 1994. Erik Clausen instruerede skuespillere som bl.a. Nikolaj Lie Kaas, Stina Ekblad, Frits Helmuth og Leif Sylvester. Filmen er desværre udgået fra producenten og kan derfor ikke længere forhandles.