Fakta om...

...Skipper Clement

Skipper Clement (ca. 1485-1536) deltog i den danske borgerkrig, Grevens Fejde, opkaldt efter Grev Christoffer af Oldenburg. Clement formåede i september 1534 at rejse de jyske bønder til omfattende bondeoprør i Nordjylland. Oprøret bredte sig ned gennem Jylland, alt imens Skipper Clements tropper forårsagede stor skade på de adelige tropper og deres besiddelser. Ikke mindst påførte de den jyske adelshær et knusende nederlag ved Svenstrup syd for Aalborg den 16. oktober 1534. Kort herefter lykkedes det dog for adelen, under ledelse af den gamle feltherre Johan Rantzau, at få splittet Skipper Clements bondehær og jaget dem på flugt. Den resterende del af Skipper Clements styrke blev indesluttet i Aalborg, som faldt efter få dages belejring den 18. december 1534. Skipper Clements forsvarere, mellem 7-800 mand, blev hugget ned, hvorefter byen blev givet fri til plyndring.
Det lykkedes for Skipper Clement selv at komme ud af Aalborg, men nogle dage senere blev han forrådt af en bonde og taget til fange i Storvorde øst for Aalborg. Herefter sad han bl.a. fængslet på Koldinghus, inden han den 9. september 1536 blev halshugget, parteret og stejlet på Viborg Landsting. Hans bondeoprør blev det sidste i Danmark.

 
 
Vidste du i øvrigt at...

...Anne Marie Carl-Nielsen

 

 

 

 

 

 

 

var den første kvindelige kunstner, der blev tildelt opgaven at udføre en rytterstatue - og at hun arbejdede på sin statue af Christian IX i næsten 20 år. Den 15. november 1927 blev ryttermonumentet afsløret på Christiansborg Slots Ridebane. 

 
 
Relaterede Nyheder
 

Skipper Clement

Anne Marie Carl-Nielsen udarbejdede sin statuette af Skipper Clement i 1927 i forbindelse med en konkurrence. Det blev dog kunstneren Johannes Bjerg, der vandt konkurrencen. Odense Bys Museer har februar 2008 arvet statuetten fra en privat ejer.

Anne Marie Carl-Nielsen udarbejdede sin statuette af Skipper Clement i 1927 i forbindelse med en konkurrence. I Aalborg havde en gruppe prominente borgere allerede i 1908 dannet en komite for opførelse af en statue af denne nordjyske oprørsleder.

Skipper Clement: Statuette i bronze, front og signatur

Blandt initiativtagerne til mindesmærket for Skipper Clement i Aalborg var direktøren for Spritfabrikkerne, Harald Jensen, der også blev formand for udvælgelses-komiteen. Ifølge Kristian Bak og Søren Langberg Simonsen er det ikke muligt at indkredse, hvem og hvor mange, udover Harald Jensen, der sad i denne komite. Ej heller at finde nærmere information om, hvorledes de forskellige statue- og monumentudkast blev modtaget, selvom selve initiativet til statuen og den ideelle udførelse deraf igennem en længere periode var genstand for en del debat i samtidens aviser.

I konkurrencen deltog ud over Anne Marie Carl-Nielsen kunstnere som Alf Cock-Clausen, Aksel P. Jensen, Anders Bundgaard og Johannes Clausen Bjerg. Det blev netop Bjergs forslag, der vandt konkurrencen og dermed blev udvalgt til gennemførelse. Hans statue af Skipper Clement blev udført i perioden 1927-31 og opstillet i udkanten af Aalborg den 25. februar 1932, hvor den stadig står.  

I brevvekslingen mellem Anne Marie Carl-Nielsen og Carl Nielsen kan vi læse, at hendes forslag anklages for at være for barskt. Carl Nielsen, der ofte engagerede sig stærkt i Anne Marie Carl-Nielsens anliggender, skrev derom til hende i et brev dateret 27. september 1927:

"Ja, det er ikke morsomt naar Bjerg og den slags bliver sat op. Tiden er underlig slap i sin Smag. At Din Clement skulle være for "barsk"! Sikke noget Vrøvl! Men lad os trøste os med at saadan har det altid været. Det næstbedste gaar altid af med Sejren. Det det nu gælder om er at væbne sig. I vor Alder maa man væbne sig imod Indtryk paa Grund af Uret og daarlig Smag; ellers sætter man sine Kræfter og sidste Evner [til]. - Irmelin fik Ret og Du burde paa dette Tidspunkt (hvor udførelsen af hendes livsværk, Rytterstatuen af Christian IX, var i sin sidste og afgørende fase, red.) have afholdt Dig [fra] enhver Konkurrence og ikke udsat Dig for den Skuffelse som var sikker. Men Du skal slet ikke bryde Dig om [det]. Husk dog paa at Du er fuld af Ideer og store rige Evner som ingen kan tage fra Dig eller hindre."

Skipper Clement: Skitse i gips

Anne Marie Carl-Nielsens statuette af Skipper Clement viser ham i almindeligt tøj i en stående position, der signalerer bevægelse. Hans venstre arm peger strakt fremad, mens hans højre arm, hvori han holder en økse, er løftet over hovedet - klar til kamp. I bæltet sidder en dolk. Statuetten er placeret på en for Anne Marie Carl-Nielsen lidt atypisk, trekantet plint. Statuetten blev i sin tid købt på auktion og har i mange år været i privat eje. Februar 2008 testamenterede ejeren dog figuren til Odense Bys Museer/Carl Nielsen Museet, som i forvejen ejede en skitse af værket i gips.

Ud over bemærkningen om, at Anne Marie Carl-Nielsens forslag skulle være fundet for barskt, så kender man som sagt ikke meget til baggrunden for komiteens fravalg af hendes monument. Måske kan en del af forklaringen på dette være, at hun var kvinde. Selv om Anne Marie Carl-Nielsen allerede for længst havde bevist sit værd som kunstner, så var det til stadighed en kamp for hende at blive anerkendt på lige vilkår som sine mandlige kolleger.

Anne Marie Carl-Nielsen var selvfølgelig skuffet over at være blevet vraget i Skipper Clement-konkurrencen, men hun lod sig imidlertid ikke slå ud af den grund. Efterfølgende deltog hun bl.a. i en konkurrence i Roskilde, hvor man ønskede opstillet et monument for kongesønnerne Roar og Helge. Også i denne konkurrence måtte hun dog se sig slået. Denne gang af Johan Galster, hvis monument blev afsløret i 1939.

Roar og Helge, gips, 1933
Roar og Helge, tegning, 1933

 

 

 

 

 

 

Den nytilkomne statuette af Skipper Clement kan ses i udstillingen på Carl Nielsen Museet.

 

Kilder:

- Nana Kildemoes: endnu upubliceret registrant over Anne Marie Carl-Nielsens værker, Odense Bys Museer
http://www.danskekonger.dk/biografi/andre/grevefejde.html
http://www.danskekonger.dk/biografi/andre/clement.html
http://da.wikipedia.org/wiki/Skipper_Clement
- Kristian Bak/Søren Langberg Simonsen: Aalborgs monumentale udvikling fra 1816 til 1937 - med fokus på syv statuers rolle i byens samfundsmæssige udvikling, Aalborg Universitet, 2004:
http://projekter.aau.dk/projekter/retrieve/6139524?format=application/pdf)
- Torben Schousboe (udg.): Carl Nielsen. Dagbøger og brevveksling med Anne Marie
Carl- Nielsen, bind 2
, Gyldendal, 1983
- Esther Nyholm: Kunstneren Anne Marie Carl-Nielsen i udstillingskatalog udgivet af Museet på Koldinghus i anledning af udstillingen Anne Marie Carl-Nielsen, billedhugger, der var på Museet på Koldinghus 8. april - 21. maj 1995