Vandsoldet som værdifuldt redskab for arkæologerne
Særudstilling
Møntergården
2. august 2010 - 7. november 2010
I receptionen på Møntergården kan du se en lille udstilling med fund, der fortæller om Gråbrødre Plads før gråbrødrene kom til. Fundene er fundet ved vandsoldning, hvor jorden spules fra gennem en metalsigte så sand, ler og muld forsvinder.
Da Odense Kommune skulle nyanlægge Gråbrødre Plads i Odenses midtby, udgravede Odense Bys Museer i 2009 en del af den tidligere klosterkirkegård. Tiden var knap, da pladsen skulle stå klar til åbningen i foråret 2010. Helt uventet stødte arkæologerne på en affaldsgrube med velbevarede genstande, fra tiden før klosterets oprettelse i 1279. Det nye fund truede med at vælte tidsplanen for nyanlæggelsen af pladsen. Løsningen blev at tømme gruben over i store sække med maskine og efterfølgende vandsolde indholdet.
Vandsold – hvad er det?
Ved vandsoldning spules jorden fra et kulturlag i en arkæologisk udgravning gennem en metalsigte så sand, ler og muld forsvinder. Man kan derefter lede efter genstande mellem småsten og grus. Det er en spændende, men også noget våd og mudret opgave. Nogle kulturlag indeholder mange fund, andre slet ingen – man kan blive overrasket eller lidt skuffet…...
I receptionen på Møntergården kan du se en lille udstilling med fundene, der fortæller om Gråbrødre Plads før gråbrødrene kom til. Oplev også vandsoldet i funktion frem til den 10.9. 2010 i den aktuelle udgravning på Møntergården for enden af Møntestræde.
Det er gratis at se udstillingen.