Billedhugger for en dag - blandt helte og eventyrdyr

Særudstilling
Carl Nielsen Museet
20. februar 2010 - 5. april 2010

Lørdag den 20. februar 2010 var Carl Nielsen Museet ramme om et vinterferiearrangement, da museet i dagens anledning var omdannet til åbent kreativt værksted. Tyve børn, forældre og bedsteforældre var samlet fra hele landet, og var billedhuggere for en dag. De modellerede deres egne helte og eventyrdyr i en speciel voksblanding.

Dagens billedhuggere blev også budt på en kort rundvisning i museet, hvor de blev præsenteret for Anne Marie Carl-Nielsens liv og kunstneriske virke. Der blev især fokuseret på hendes mange værker af helte- og eventyrvæsener fra den græske og nordiske mytologi. Efter en snak om skitser, forskellige voksblandinger og modelleringsteknikker blev der kigget på røntgenbilleder af Anne Marie Carl-Nielsens voksskitser. Disse afslørede, at 100 år gamle voksfigurer kan indeholde mange ”hemmeligheder”, som for eksempel tændstikker, knappenåle og hårnåle. Ting, som Anne Marie Carl-Nielsen altid havde ved hånden eller i håret.

Herefter var deltagerne klar til selv at kaste sig ud i det krævende hverv som skitsemodellerende billedhuggere. Resultatet af deres anstrengelser kan dels ses i glimt her på hjemmesiden og dels på Carl Nielsen Museet frem til den 5. april 2010.

I løbet af arrangementet var der også mulighed for at se hvordan man støber en figur i metal og høre om hvor mange ting, der kan gå galt i en støbeproces – som det netop gjorde for Anne Marie Carl-Nielsen, da hun skulle have støbt sit livsværk: Rytterstatuen af Kong Christian IX. På grund af en fejl i støbeprocessen måtte hun modellere en ny statue. Det viste sig dog at være held i uheld, da hun blev mere tilfreds med den nye statue, som også er den, man kan se i dag på Christiansborg Slots Ridebane.

Vinterferiearrangementet har baggrund i et stort konserveringsprojekt, som blev udført af Bevaringsfunktionen ved Odense Bys Museer i årene 2006-2008. Her blev museets enestående samling af godt 200 Anne Marie Carl-Nielsen voksskitser blandt andet analyseret, renset og limet, så de kan bevares til de kommende generationer.

Udstilling af voksfigurer på Carl Nielsen Museet

De flotte voksfigurer vil være udstillet på Carl Nielsen Museet, Claus Bergs Gade 11, 5000 Odense C, frem til og med mandag den 5. april 2010. De kan afhentes samme sted i løbet af uge 15 eller 16 i museets åbningstid (mandag-onsdag kl. 14-17, samt torsdag-fredag kl. 16-21.15).

Yderligere information kan fås ved henvendelse til museumsinspektør Ida-Marie Vorre på tlf. 65 51 46 56 eller iv@odense.dk

Der var en omtale af arrangementet i Fyens Stifttidende søndag den 21. februar 2010 med overskriften "Billedhuggeri i børnehøjde".

Fotos fra arrangementet ”Blandt helte og eventyrdyr”

Se alle de flotte fotos fra arrangementet ”Blandt helte og eventyrdyr”. Hvis du klikker på billederne, kan du se dem i stort format.