Billedeksplosioner - Angst, erotik og eksperiment, 1944-2006

Den aktuelle debat om Danmarks deltagelse i Irak-krigen gør det relevant at vise en række betydningsfulde værker fra Fyns Kunstmuseums samling, som beskæftiger sig med skildringer af beslægtede voldsomheder

"Den dræbte sol". 1974-78. Olie på lærred. 203,5 cm x 442,5 cm

Kunstner: Svend Wiig Hansen

 

Det drejer sig om en ny sammenstilling af værker udført af to generationer af det 20. århundredes allerstørste danske kunstnere: Svend Wiig Hansen, Palle Nielsen, Wilhelm Freddie, Asger Jorn, Robert Jacobsen og Jes Fomsgaard. Disse værker suppleres af et par markante lån, herunder af Christian Lemmerz´ film, "CPH. Final Solution", 2006, som ikke tidligere har været vist på et kunstmuseum.

Videoens voldsomme panorering hen over den destruerede by ledsages af Jimi Hendrix' guitarsolo med den amerikanske nationalsang fra Woodstock-festivalen i 1969. Lemmerz' kunstværk leder uundgåeligt tankerne hen på terroraktionen mod World Trade Center i 2001, ligesom krisen herhjemme og i mellemøsten foranlediget af Muhammed-tegningerne i Jyllandsposten i 2005 bæres in mente.

Bag udstillingens i alt ca. 100 udstillede malerier, grafiske arbejder, skulpturer og film fornemmes et gennemgående eksistentialistisk livssyn med fornægtelse af det guddommelige princip og dermed udelukkelse af alt håb om et liv efter døden. En sådan livsanskuelse gør om muligt krigens rædsler endnu mere ubærlige.

I forbindelse med udstillingen afholdes en række arrangementer på Fyns Kunstmuseum:

Tirsdage i perioden 6. februar - 13. marts: Nøgenstudier. Tegne- og modellerkursus 
Torsdag den 8. februar kl. 14: Kunstrunden. Omvisning i "Billedeksplosioner"
Søndag den 4. marts kl. 14-16: Kultureftermiddag med omvisning og koncert
Lørdag den 14. april kl. 10-16: Temadag. Folkeuniversitets-seminar Billedeksplosioner.