Bamser hjælper kræftramte børn

I perioden 2. - 18. december kan man i H.C. Andersens Hus se en udstilling med "eventyr-bamser" fra Skagens Bamsemuseum.

Bamseudstillingen består af 12 unikabamser, som hver repræsenterer én af figurerne i H.C. Andersen kendte eventyr. Man kan bl.a. se Ole lukøje-bamsen, Den lille havfrue eller Skorstensfejer-bamsen. Der er fri adgang til udstillingen med eventyr-bamserne.
Lørdag den 2. december kl. 10-18 vil man kunne møde bamsekunstner Vivi-Ann Lennertz i H.C. Andersens Hus og se hvordan de udstillede bamser bliver til når hun syr bamser i museet.

Der er 200 stk. nummererede lykkebamser til salg á kr. 100.- stykket i museumsbutikken i H.C. Andersens Hus. Overskuddet fra salget går ubeskåret til kræftramte børn på Odense Universitetshospital, og pengene anvendes alene ud fra børnenes egne ønsker.

Som ejer af de små søde bamser, deltager man i en konkurrence om en uges ophold for hele familien i et feriehus i Skagen i vinterferien. Vinderen findes ved en lodtrækning blandt de nummererede bamser den 18. december og vindernummeret offentliggøres på www.museum.odense.dk eller oplyses på tlf. 6551 4601.

Sådan hjælper bamserne de kræftsyge børn
Kræftsyge børn har oftest et lavt immunforsvar, og kan derfor ikke færdes sammen med andre gæster i museernes udstillinger. Derfor har børnene heller ikke de samme muligheder for at få gode oplevelser, som raske børn og unge har.

Foreningen Bamsemuseets venner arbejder for at skabe midler og muligheder for institutioner som hjælper dårligt stillede børn. Foreningen har de senere år kunne skaffe midler til hospitaler og organisationer, ved velgørende udstillinger og bamsesalg. Nu er tiden kommet til at kunne gøre noget godt for børnene på cancerafdelingen på Odense Universitetshospital. Via et udstillingssamarbejde med H.C. Andersens Hus i Odense, arrangeres der en eventyrlig oplevelsesdag i H.C. Andersens Hus eksklusivt for børnene og deres familier, ligesom der via bamsesalget skaffes midler til at få nogle af børnenes juleønsker opfyldt.

Bamse udstillingen og oplevelsesdagen for børnene i H.C. Andersens Hus bliver til med støtte fra Amstrup og Baggesen Entreprise A/S, Albani Bryggerierne, Cafe Fyrtøjet, Kreativ Grafisk, Skagens Bamsemuseum og Odense Bys Museer.