Fyns Kunstmuseum - dansk kunst i perspektiv
21. oktober 2009
Fredag den 30. oktober 2009 slår Fyns Kunstmuseum atter dørene op! Vi glæder os til at byde gæsterne velkommen, så de nu kan opleve museets fine samling af 250 års dansk kunst præsenteret på nye måder i den monumentale og farverige klassiske museumsbygning fra 1885 - lige i hjertet af Odense.

Fra nyophængen - konkret kunst
Nyophængning: Fra Romantik til Postmodernisme
Værkerne fra Fyns Kunstmuseums store samling præsenteres kronologisk, men med fokus på særlige temaer. Museets gæster kan blandt andet se 1700-tallets romantiske kunst, portrætter og landskaber fra 1800-1850, markante eksempler på realisme og symbolisme fra tiden omkring år 1900, vitalistisk naturalisme fra 1910-1930, væsentlige værker af dansk modernisme 1910-1945, COBRA-kunstnernes abstrakte kunst, konkret kunst, der dyrker form, linje, geometri og farve samt værker udført efter 1970, der anvender teknik og naturvidenskabelige eller er eksempler på postmodernistisk kunst.
I museets store sal kan man frem til foråret 2010 opleve værker af maleren og billedhuggeren Svend Wiig Hansen. De udstillede værker byder på et møde med Wiig Hansens markante og ekspressive formsprog, der altid har menneskekroppen i centrum. Der udstilles grafik, maleri og skulptur, heriblandt modellen til den populære skulptur Oceania på Flakhaven i Odense.

Fra nyophængningen - konkret kunst
Grafisk kunst: På stregen
Som noget nyt har Fyns Kunstmuseum viet en af salene til skiftende udstillinger med værker fra museets samling af ca. 3.500 tegninger og grafiske værker. Rummet har fået navnet På stregen og den første udstilling, der åbner, er med Ib Geertsens serie grafiske tryk ”Kolde og varme rum” fra 1971. Ib Geertsen rundede 90 år i januar i år, og døde i juni. Ib Geertsen indtager en markant plads i Fyns Kunstmuseums samling af konkret kunst, blandt andet fra tiden med sammenslutningen Linien II. I selve nyophængningen kan man også se Geertsens malerier, en mobile og en ganske farvestrålende cykel!
Mere viden!
I løbet af den syv uger lange lukning har mange værker har byttet plads, mens andre er kommet frem fra magasinerne. Men nyophængningen er også startskuddet til at give gæsterne endnu mere viden om den udstillede kunst. Udvidet skiltning på dansk og engelsk, introduktionstekster osv. er nogle af de nye tiltag. Dertil kommer, at museet er ved at udvikle et digitalt site KRYDSFELTER takket være støtte fra Region Syddanmarks Kulturpulje. KRYDSFELTER lanceres medio november, så her kan man glæde sig til at opleve billedkunsten gå i dialog med bl.a. musik og litteratur.
Umiddelbart efter åbningen vil der være flere aktiviteter for voksne og børn på Fyns Kunstmuseum: Omvisninger, foredrag, tegnekurser, koncert mv., og den 13. november lanceres Børnenes Kunstklub for børn i alderen 4-8 år (i samarbejde med øvrige kunstmuseer i Region Syddanmark).
Hold øje med ”Det sker” på museum.odense.dk for yderligere information om disse aktiviteter!
Finere rammer
Der er også sket flere forbedringer i publikumsarealerne på Fyns Kunstmuseum. Blandt andet er der som noget helt nyt indrettet en studiesal på første sal. Møbelfirmaet Ramsing+Ramsing i Odense har sponsoreret de nye og moderne møbler på museet samt i den nyindrettede studiesal, hvor gæster i alle aldre kan tage en pause, studere museets bogudgivelser eller gå på opdagelse digitalt i samlingerne!
Åbning den 29. oktober kl. 19 - 21
Åbningen af nyophængningen finder sted torsdag den 29. oktober kl. 19.00 – 21.00 på Fyns Kunstmuseum, og pressen er velkommen til at deltage!
Museumschef Torben Grøngaard Jeppesen vil her fortælle om fremtidsvisionerne for Fyns Kunstmuseum og om det indledte samarbejde med Statens Museum for Kunst. Overinspektør Gertrud Hvidberg-Hansen præsenterer derefter nyophængningen Dansk kunst i perspektiv.
Museet vil herefter byde på en forfriskning til tonerne af museets PH-flygel ved Artur Tuznik fra Det Fynske Musikkonservatorium.
Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til overinspektør Gertrud Hvidberg-Hansen på ghv@odense.dk eller tlf. 65 51 46 42.
pressemed.